Aflivning

Desværre har alle gode ting en ende. Det gælder også den tid, vi har sammen med vores kæledyr. Og da mange mennesker i dag lever med deres dyr, som med deres børn, er det ofte en meget svær og følelsesladet situation. Det er også det, der gør beslutningen så svær at tage. Man føler ofte, at man bliver herre over "liv eller død".

Som oftest sker en aflivning på grund af alderdom eller sygdom, og den foretages altså af hensyn til hunden, og man tilsidesætter derved sit eget egoistiske ønske om at beholde hunden. Men uanset årsagen, er det som oftest en tung beslutning at skulle tage afsked med et "familiemedlem" gennem mange år.


Hvordan foregår en aflivning?

En aflivning foregår som regel meget fredeligt. Dyret får en bedøvende indsprøjtning i lårmusklen, som får den til at falde i søvn.

Når denne effekt indtræder registrerer dyret hverken omgivelser, smerte eller berøring.

Dyret vil derfor heller ikke mærke den sidste indsprøjtning, som gives direkte i blodåren. Der indsprøjtes en overdosis af sovemedicin, som resulterer i, at dyret stille sover ind i løbet af ganske kort tid.

De fleste ejere vil gerne være med til at sige farvel til deres kæledyr. Nogle ønsker kun at være med til den første indsprøjtning, da dyret herefter ikke registrerer om ejeren er der eller ej. Andre ønsker slet ikke at være med og afleverer blot dyret til dyrlægen. Det er en personlig sag, hvordan man ønsker at sige farvel og beslutningen respekteres til fulde.


Hvad sker der bagefter?

Mange mennesker ønsker ikke at få deres dyr med hjem efter en aflivning. Vi beholder dyret på klinikken og sørger for, at det bliver bragt til kremering.

Der er også mulighed for at få dyret med hjem. I Danmark har man lov til at begrave sit kæledyr i haven, hvis man blot sørger for, at det er dækket med mindst 60 cm jorden. Dette er for at undgå, at vilde dyr som fx ræve, skal få færden af det.

Den sidste mulighed er at få urnekremeret sin hund/kat. Dvs, at dyret bliver bragt til kremering, hvorefter urnen leveres til klinikken.

Urnen kan derefter afhentes og placeres direkte i jorden.

Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor. Få nyheder om kæledyrs sundhed, symptomer og behandling.

Du modtager faglig information, tips og tricks og gode tilbud 2-4 gange om måneden. Nye abonnenter får en rabatkode på 10% til webshoppen.