Tandbehandlinger

Mundhygiejne hos hund og kat er desværre et område, som mange ejere ikke tænker over eller tager stilling. Synlige sygdomme som fx et sår på ryggen, en rift i poten er ting, som en ejer altid vil reagere på. Men fordi tandsygdomme ikke er synlige på samme måde, bliver de i den grad forsømt.
Det har resulteret i at 85 % af alle hunde over 3 år i dag lider af tandsygdomme

Mange ejere har den holdning at god mundhygiejne er umulig! Formålsløst! For tidskrævende og besværligt!
Men for at kunne forstå, at det rent faktisk forholder sig stik modsat, er man nødt til at kende lidt til baggrunden for tandsygdomme: plak, tandsten, tandkødsbetændelse m.m. - udviklingen og konsekvenserne ved bare at lade stå til, når det handler om dyrets mund.


Opbygning af tanden:

Den del af dyrets mund som oftest er involveret i tandsygdomme, er tandens støtteapparat.

Støtteapparatet består af: Tandkød, tandhule, rodcement og bindehinde.

Alle disse ting er tilsammen det, der sørger for at tanden sidder fast. Ved tandsygdomme trækker tandkødet sig tilbage og ovennævnte støtteapparat bliver blottet og derved svækket. Dette kan medføre, at tænderne bliver løse, og der er risiko for dannelse af tandbylder. Kæben bliver skrøbelig og sygdommen er ofte forbundet med smerter for dyret og kan fører til, at det ikke kan eller vil indtage føde.

Munden består af over 300 forskellige bakterie. De blandes konstant med spyt og danner derved en hinde på tandens overflade. Denne hinde som ofte er gullig kaldes for tandplak. Hvis tandplakken får lov til at bliver siddende på tanden udvikler det sig hurtigt til tandkødsbetændelse.

Allerede på dette stadie er det vigtigt at få renset tænderne, da man på den måde kan bremse sygdommen. Foretager man sig derimod intet begynder plakken at arbejde sig ned under tandkødet og danner store lommer. Disse lommer bliver nu "opsamlingssted" for yderligere bakterier. Bakterierne er med til at forværre tandkødsbetændelse, som tilsidst udvikler sig til betændelse i støtteapparatet. Denne tilstand er som regel uoprettelig og dyret er nødt til at få trukket tanden/tænderne ud.

Tandplakken, som sætter sig på tandens overflade, er i stand til at binde calcium. Calciumen omdannes til tandsten, som er den hårde belægning, der sætter sig på tanden. Det er dog ikke tandsten, som er skyld i tandsygdomme, men tandstenens ru overflade, gør det nemmere for tandplakken at udvikle sig.

Hvis en tandsygdom får lov til at udvikle sig kan det have alvorlige konsekvenser. Igen er det ikke en direkte synlig udvikling og derfor ikke noget som bliver taget alvorligt.
Konsekvensen ved ikke at have en god mundhygiejne hos sin hund/kat kan være meget alvorlige og livstruende. Risikoen for at bakterierne trænger igennem blodbanen og bliver ført rundt med blodet er stor. Dette kan medføre at betændelsestilstanden nu kan udvikle sig i andre organer som fx. hjerte og lunger.

Det er derfor meget vigtigt at man dagligt eller ugentligt tjekker sit dyrs mund og reagerer i tide hvis en tandsygdom er under udvikling.


Symptomer:

Gullig filmhinde på tandoverfladen.

Dårlig ånde

Nedsat eller ingen ædelyst

Tandsten (da disse kun kan dannes ved tilstedeværelsen af plak)

Dyret savler mere end normalt.

Små hunde fra 3 års alderen og ældre hunde er oftest mere udsatte, så dem skal man holde ekstra øje med.


Behandling:

Behandling af tandsygdomme foregår under fuld narkose.
Først fjernes tandsten mekanisk, hvorefter plakken opløses ved hjælp af ultralyd. Hvis sygdommen har udviklet sig til støtteapparatet bliver der renset grundigt under tandkødet, hvor tandkødslommerne er og eventuelle løse og ødelagte tænder fjernes.

Ultralydsrensning laver små fine ridser på tændernes overflade, og det er derfor vigtigt, at der efterfølgende bliver poleret med en speciel pasta. En ru og ridset overflade er perfekt grobund for plak, så derfor skal overfladen pudses, så ridserne forsvinder.

Tandkødet renses tilsidst med klorhexidin for at fjerne eventuelle bakterierester.


Betændt tandkød bløder meget let, og da en tandrensning skaber en partikelopløsning fyldt med bakterier, er der risiko for, at dette bliver overført til blodet. For at undgår spredning af betændelsestilstanden får dyret derfor som regel en antibiotikakur i 8-16 dage efter tandrensningen.


Forebyggelse:

Det allerbedste er, at vænne sin hvalp/killing til fra start af at få børstet tænder. På den måde vil man altid kunne give sit dyr en god mundhygiejne og samtidig holde øje med sygdomme under udvikling.
Er hunden/katten derimod voksen og ikke vant til at blive kigget og pillet i munden, kræver det lidt mere arbejde. Men det er bestemt ikke en umulig opgave!!

Det vigtigste er, at få det til at blive en god oplevelse, så hav tålmodighed og beløn hunden/katten, så den forbinder tandbørsten med noget godt. Og brug altid tandpasta beregnet til hunde/katte, da det har en mere behagelig smag, som gør opgaven nemmere.

Efter en tandrensning skal tandbørstningen helst starte dagen efter. Hvis dyret har ondt skal man selvfølgelig vente, til denne smerte er forsvundet.
Vi anbefaler at børste tænderne dagligt, men hvis det ikke kan lade sig gøre så i hvert fald én gang om ugen.

Udover tandbørstning kan man med fordel bruge noget tandstensforebyggende. Tygningen styrker kæbeknoglen og forbedrer rensningen af tandkødslommerne samtidigt, da tandkødet masseres ved tygningen. Der findes flere forskellige typer men vi anbefaler Bucadog lapper, da disse indeholder enzymer, som er med til at nedbryde de bakterier, som måtte være i munden.
Brug den eventuelt som belønning for tandbørstningen.

Til hunde/katte, som har probemer med dannelse af plak og tandsten, anbefaler vi de specielle tanddiæter.

Royal Canin:

Dental Special. Tandstenskroketter til hunde under 10 kg

Dental. Tandstenskroketter til hunde over 10 kg.

Dental S/O. Tandstenskroketter til katte.


Hills:

T/D mini. Tandstenskroketter til små hunde

T/D. Tandstenskroketter til store hunde.

T/D. Tandstenskroketter til katte


Det specielle tandstens foder indeholder foderpiller, som er meget større end normale foderkugler. Dette giver en automatisk rensning, når hunden/katten bider i dem. Fibrene i pillen ligge både vandret og lodret, hvilket sikrer en mekanisk rensning, uanset hvordan de tygger dem. Dette reducere naturligvis dannelsen af plak og tandkødsbetændelse markant.

Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor. Få nyheder om kæledyrs sundhed, symptomer og behandling.

Du modtager faglig information, tips og tricks og gode tilbud 2-4 gange om måneden. Nye abonnenter får en rabatkode på 10% til webshoppen.