Kat
Purevax RCP:
Kattesyge/katteinfluenza (Felin rhinotracheitis-, calici- og panleukopenivirus)
Purevax Felv:
Katteleukæmi
Man kan groft dele vaccinationsprogrammet op i 3 grupper
Killinger:
Killinger modtager antistoffer via råmælken fra moderen. Disse antistoffer dækker killingen ind, indtil den er ca. 11-15 uger. Herefter skal den selv til at danne antistoffer. Det er derfor vigtigt, at man får vaccineret sin killing, når den er mellem 10-12 uger. Da antistofferne fra moderen langsomt forsvinder, og den nu er afhængig af de antistoffer, den selv producere, skal den vaccineres 2 gange med en måneds mellemrum for at sikre, at den har nok antistoffer til at være beskyttet mod sygdomme.
Dvs. at killingen skal vaccineres, når den fx er 12 uger og så igen, når den er 16 uger. Dette kaldes en basisvaccination, og er kun nødvendigt første gang.
Voksne katte:
Når killingen har fået sin basis vaccination, anbefales det, at den revaccineres første gang efter 1 år. Derefter afhænger intervallet for vaccination af hvordan katten lever. Hvis katten har fri adgang til at være ude og dermed kan komme i tæt kontakt med andre katte, så anbefales vaccination én gang årligt. Hvis katten derimod kun er indenfor og ikke har kontakt med andre katte, kan man nøjes med at vaccinere hver 2.-3. år, afhængig af boligsituation og hvor meget kontakt ejer har til andre katte.
Vi anbefaler derfor at man får en snak med os om hvor hyppigt netop din kat skal vaccineres.
Drægtige katte:
Hvis man ønsker killinger på sin kat, og den ikke er regelmæssig vaccineret, anbefaler vi at få den vaccineret inden parringen, da dette vil medføre at antistof niveauet vil komme til at ligge højt på fødselstidspunktet. Det samme gælder for en indekat, hvor det er mere end 1 år siden den er vaccineret.
Hvis katten er regelmæssig vaccineret (dvs. en gang om året), er der ikke grund til at vaccinere yderligere, da dens antistofniveau allerede vil være højt nok.